Spiritweek & homecoming

I sidste uge havde vi så det jeg havde ventet på – spiritweek og homecoming. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg meget skuffet. Mandag startet ud med at være “sokker i sandaler”-dag, og da jeg kom i skole, var det faktisk meget få, som havde gjort det. Sådan fortsatte det hele ugen. Tie dye tirsdag, hipster-onsdag, tv/movie torsdag og blå, rød og hvid fredag. Jeg snakkede med min værtsbror om det, og han forklarede at skolen ikke havde særlig meget school spirit, i forhold til så mange andre high schools i USA. Det var selvfølgelig helt vildt nedtur for mig, som havde set frem til denne uge. Jeg klædte mig derfor kun ud mandag og fredag.

Om fredagen havde vi så også homecoming. Dagen startede nogenlunde normalt ud, vores lektioner var bare lidt kortere. I slutningen af skoledagen samledes vi i skolens “Roundhouse” som er skolen kæmpestore idrætshal. Her spillede skolens band, og jeg må indrømme det knuste mit hjerte lidt da danserne og cheerleaderne skulle optræde. Jeg har som sagt ikke haft mulighed for at melde på holdene, da de havde try-outs i foråret.
Derefter blev de nomineret homecomingdronninger- og konger præsenteret.

Da det blev aften tog vi så til homecoming footballkampen. Alle var stadig klædt i de røde, blå og hvide farver. Stemningen var i top, trods at det begyndte at regne. Og i midt i regnen blev homecoming dronning og konge kåret, hvorefter vi tog hjem og spiste aftensmad. Da klokken var 9:20 hoppede vi ud i bilen – uden kjole eller fint tøj, for i år var dresscoden casual – og så var vi ellers på vej mod skolen. Da vi ankom var folk i gang med at forlade festen. Vi rullede vinduet ned og spurgte hvad der skete. En junior kom over og fortalte at der maks var 25 mennesker og de alle var freshmans (14-årige). I døren blev man tjekket med alkometer og skulle betale $4 dollar for entre, så vi valgte at køre igen. Paige foreslog at vi alle fire skulle køre en lang tur, så det gjorde vi. Vi kørte ud af nogle små mudrede veje midt ude i “the middle of nothing”, da bilen kører i grøften. Det regnede så meget, at grusvejen var blevet til en stor mudderpøl, som resulterede i en bil der ikke ville køre. Der holdte vi så i en halv times tid, hvorefter vi – med meget besvær – fik bilen ud på en normal asfaltvej.

Det var vildt skræmmende og sjovt på samme tid, og det er helt sikkert en homecoming jeg aldrig vil glemme.

Kisses, Emilie