På opdagelse i McPherson

Meningsfuld Mandag

Som mange andre, så hader jeg mandage. I dag var dog en undtagelse. Jeg vågnede op i morges, trykkede snooze på min alarm et par gange før jeg stod op, og gjorde mig klar til en ny uge og ny skoledag. Jeg startede ud med engelsk, og hele min skoledag var egentlig som den plejede, bortset fra sidste lektion. Hele skolen var samlet i skolens teater, for at høre et oplæg fra en overlevende fra et school shooting i 1997. I sin kørestol sad hun oppe på scenen, og – med tåre i øjnene – fortalte hun om da hun havde været offer til et school shooting, da hun kun var 14 år gammel. Der var helt stille i salen, da hun fortalte at hun en helt almindelig skoledag i 1997, pludselig var øjenvidne til en pige fra hendes skole som blev skudt og dræbt for øjnene af hende. Det var en af hendes venner der holdte pistolen, og efter hun så pigen blive dræbt, blev pistolen rettet mod hende selv, der blev affyret og hun blev ramt lige ved siden af hjertet. Hun fortalte hvordan hun havde ligget på skolens gulv, langsomt mistet følelserne i maven og fødderne og langsomt gav op, fordi hun troede hun skulle dø. I dag er hun lam fra brystet og ned. Det var en meget rørende historie – især fordi hun betragtede ham, som affyrede skuddene, som en ven. Hun fortalte at hun i 2007 – 10 år efter – havde besøgt ham i fængslet, hvor de havde snakket i to timer og han sagde undskyld. De fleste school shooting mordere er i dag ikke levende, men hun følte at hun havde brug for at snakke med ham, og tilgive ham for hvad han havde gjort. Hun fortalte os hvor vigtigt det er, at fortælle nogle hvis man bliver mobbet – da det var grunden til at han den morgen i 1997 affyrede skud på skolen. Hun snakkede generelt rigtig meget om mobning – hvorfor er det så vigtigt at føle sig populær? Når du en dag skal have et job, spørger de dig ikke til jobsamtalen “nå, hvor populær er du så?”. Sandheden er, no one cares. Hun fortalte hvilke konsekvenser det har, at man som 14 årig, vælger at tage en pistol med i skole, og slå andre mennesker ihjel. I dag er han i 30’erne, han har siddet i fængsel siden han var 14 år og skal sidde der resten af sit liv. Han får aldrig mulighed for at få et job, få kone eller mand og børn. Det var så spændende at høre om, og jeg håber virkelig det åbnede øjnene for nogle, om hvor farlige våben kan være. Jeg er selv meget venstreorienteret, og er stærkt imod våben og krig. Jeg ville ønske alle kunne få lov til at høre sådan et oplæg, for det var så interessant og inspirerende at høre om hvordan hun var kommet videre i livet, og rent faktisk tilgivet ham som havde prøvet på at slå hende ihjel.

12233429_880300902087744_89383348_n

Kisses, Emilie

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På opdagelse i McPherson