BACK HOME

Hello out there. I’m wondering if anyone is still following my blog. I haven’t been updating in a while. On May 31st I left Kansas, and so ended my exchange year abroad. It took me two days to get home due some delayed flights in Chicago. I haven’t updated here on the blog, because I did not know how to express myself. It was really hard to leave. And much harder than I had ever expected to go home again. First of all, it was the weirdest feeling to leave my American house and McPherson, not knowing when I will be back there. Plus, it will never be the same, even if I visit. For a long time I was so excited to go back to my old routine, friends and family. As the day drew closer, the excitement faded away. In the airport I couldn’t keep my tears back, and it was so heart breaking walking through security waving goodbye to my host family. As if it wasn’t hard enough, our first flight got delayed 3 hours. By that we didn’t get to our connecting flights in time. It was literally a nightmare. We were a bunch of exchange students running around Chicago Airport, tired, filled with emotions, trying to figure this out. Chicago Airport is huge, if you didn’t now. It was so complicated to get from one terminal to another with two big suitcases and two backpacks. We had to take the train from terminal 1 to terminal 5. In terminal 5 they send us to terminal 3. Terminal 3 wouldn’t help us either. Oh, well. We slept in Chicago Airport on cold floor. I was crying. A lot! A police man came to us, and told us not to take the train during nighttime. I was freaking out. I didn’t even care about my suitcases anymore. All I cared about was my money, phone and passport. I just wanted to go home. After almost 24 hours in Chicago Airport, British Airways booked me and 3 other Danes on a flight to London. Even though I didn’t know these people very well, we all gave each other a big hug. We finally departed from Chicago. I have to mention, we were told it could take 3-4 days to book us on a new flight. But God was with us in that moment, and we departed from Chicago. When we came to London we quickly got tickets for a plane to Denmark, and from there it didn’t take much time. Our suitcases didn’t arrive with us, but all I cared about in that moment was to see my family and friends. I ran out, with the weirdest feeling, oily hair, super sweaty and shaking. My sister was the first one to give me a hug. A 5 minute hug with a lot of tears.

It’s been two months now since I got home, and I must say I still have days where I feel “homesick”. See, a lot of people don’t think about the homesickness you feel when you go home. That’s why this is also so hard for me to write. I started making a scrapbook, but I can’t seem to finish it. I miss my host family. I miss Kansas (believe or not, but it was actually really nice). I miss choir. I miss Laynie and Olivia. I miss simple things like my drawing class. I miss listening to Nicki Minaj with my host brothers. Coming home was not as good as I expected. I remember telling my mom “I miss this, and this and that” after only two days in Denmark. She said “I knew you were gonna be like that, and I know you’ll back and live there some day”. She is right. It’s such a weird feeling, but I feel homesick no matter where I am. My heart is split in two pieces. I’m definitely going back to the U.S to live again – as long as Donald Trump doesn’t become president of course. But seriously, if you ever get the opportunity to travel, study abroad, live somewhere else, take it! Don’t expect anything, just do it. It has been the best decision I’ve made in my life so far

Thank you so much for following my journey!
Much love, Emilie

PROM 2k16

IMG_3584 IMG_3506 IMG_3507 IMG_3551 IMG_3568 IMG_3574 IMG_3575 IMG_3589 IMG_3592 IMG_3594 IMG_3597 IMG_3606 IMG_3607 IMG_7353 S1390004

Så fik jeg endelig oplevet et rigtig amerikansk skolebal – nemlig prom! Efter at jeg fik købt kjole, sko og smykker i sidste sekund, så blev det endelig lørdag den 2. april. Jeg stod tidligt op om morgenen, tog et langt bad, tørrede hår og tog til frisøren. Jeg fik krøllet håret, fletninger i hver side, der til sidst blev til en opsat frisure. Derefter tog jeg hjem og begyndte på makeuppen. Min veninde kom over, og jeg lagde makeup på hende. Vi fik kjolerne, skoene og smykkerne på og så var vi klar til at tage afsted. Vi mødtes med vores promgruppe ved McPherson courthouse, hvor vi tog billeder i parken. Da vi var færdige tog vi bilen til Wichita, hvor vi spiste aftensmad. Selvom jeg havde en stram kjole på, så spiste jeg en god amerikansk burger sammen med de andre. Da vi var færdige var klokken omkring 19, og vi kørte tilbage til McPherson. Vi kørte direkte til vores high school, for nu skulle prom for alvor igang. Da jeg er en junior, havde jeg brugt hele dagen forinden på at hjælpe med at pynte op på skolen. Nu skulle jeg endelig se det færdige resultat. Før gik vi det såkaldte Promenade. Det foregik således at vi, i par, gik ind på skolens scene, og alle forældrene ville sidde blandt publikum og klappe og tage billeder, mens vi blev repræsenteret. Derefter gik vi videre til skolens Roundhouse, som er deres store gymnastiksal. Salen var forvandlet fuldstændig. Årets tema var Cruise, så der var lavet et kæmpe skib, der hang anker, fisk og redningsveste rundt omkring. Det hele var så gennemført. Jeg må dog indrømme at jeg var meget skuffet over den elendige dj, og folks danseskills. Det er tydeligt at se at amerikanske teenagere ikke kan gå på natklubber, for de kunne ikke danse. De stod enten akavet stille på dansegulvet, og eller grindede, som om de ingen selvrespekt havde. Det var seriøst så trist at se på. Jeg prøvede ihærdigt på at få min promgruppe til at danse, med meget lidt held. Til gengæld var der en photobooth og snacks til festen, som vi også fik udnyttet. Omkring midnat tog vi så alle hjem og skiftede til almindeligt tøj, og så tog vi tilbage på skolen til after prom. Der var planlagt et hypnoseshow, og selvfølgelig blev jeg hypnotiseret og blev hevet op på scenen. Jeg gjorde en masse pinlige ting, som at lege ninja. (Der kommer snart video på min youtube). Til jer der ikke ved det, er jeg blevet hypnotiseret før, og jeg har nemt ved at falde i hypnose. Det var så sjovt, at se videoerne bag efter. After prom sluttede af med “morgenmad” som var amerikanske pandekager klokken 4 om natten. Det var en helt fantastisk aften, og jeg ville lidt ønske vi havde sådan noget i Danmark

Kisses, Emilie <3

Springbreak // Caribbean Cruise

Sidste måned tog jeg med min værtsfamilie på ferie. Vi kørte i bil i 10 timer hele vejen ned til Galveston, Texas, hvor vi skulle sejle fra. Herfra tog vi på en uges cruise. Vi stoppede ved tre øer i Caribbean; Cozumel, Cayman og Jamaica. Det var en sindsygt lækker ferie, selvom jeg fik 2. gradsforbrænding første dag (white girl struggle). Jeg har aldrig været på en stor cruise før, men jeg var godt nok imponeret. Al mad ombord var inkluderet, så man kunne spise i uendelige mængder (hvilket nok var min yndlingsdel), der var pools, biograf, udendørs minigolf, basketbold, tennis, underholdning, spa, fitnesscenter og alt hvad man kunne drømme om. På 3. dagen stoppede vi på Cozumel, som er en mexicansk ø. Her kørte vi rundt, snorklede og spiste lækker mexicansk mad. Dagen efter landede vi på Grand Cayman, som er en ø ejet af Irland. Her snorklede vi igen, og bedst af alt: svømmede med stingrays. Det var en kæmpe oplevelse – helt fantastisk. Dagen derefter landede vi på Jamaica. Der er enormt meget kriminalitet der, så man følte sig ikke helt tryg, men vi kørte ud til en jungle hvor vi klatrede.

(HUSK AT SE MIN VIDEO FRA TUREN PÅ MIN YOUTUBEKANAL)

DSC_0014 DSC_0038 DSC_0072 DSC_0078 DSC_0099 DSC_0115

Processed with VSCOcam with c1 preset

IMG_3193 IMG_3259 IMG_3291

Kisses, Emilie

Hjernerystelse & politibesøg

Det er efterhånden et stykket tid siden nu, men d. 19 februar – min første dag som voksen – skulle vise sig at tage en uventet drejning, som jeg gerne vil fortælle jer om i dette indlæg.

Det hele startede da jeg blev fritaget fra mine to sidste timer, fordi jeg skulle øve med cheerleaderne. Det var fredag og det var homecoming aften. Der skulle gøres klar til en stor assembly i skolens gymnastiksal, hvor os cheerleadere skulle optræde med en koreografi, og ellers ville vi hører de nominerede homecoming queens og kings.
Klokken er omkring 2.30 da vi skal øve et stunt “show and go”, hvor jeg bliver kastet op i luften. Det er et meget enkelt stunt, som jeg har gjort førhen uden problemer. Da vi er igang med at øve, går det hele pludselig meget stærkt, og min ene fod smutter ud af Claires hænder, sådan at jeg falder ned sidelæns. Mit hoved rammer hårdt ind i Claires hoved. Hun får næseblod på stedet, mens jeg kun føler smerte nogle få sekunder i det bagerste af mit kranie. Vi fortsætter med at øve, og efter noget tid kommer skolens elever ind og assemblyen går i gang. Vi performer, og jeg kan langsomt begynde at mærke svimmelhed. Da vi så får fri fra skole kl. 3.30 begynder jeg at miste synet. Det er som om det hele spinder rundt og der kommer flimmer ind fra højre side af mit hoved. På det tidspunkt er jeg mødtes med Aleq, som jeg skal optræde sammen med til skolens talentshow dagen efter. Vi skulle danse en moderne duet til Sias “elastic heart”. Jeg fortæller ham, at jeg slog hovedet under et cheerleading stunt, og at jeg derfor bare vil markere dansen fordi jeg ikke er helt på toppen. Han spørger mig så “do you think you have a concussion?”, og på det tidspunkt ved jeg faktisk ikke hvor alvorligt en hjernerystelse kan være, så jeg ryster bare på hovedet og danser videre. Da vi er færdige med at øve kører han mig hjem, og der begynder jeg at få ondt i hovedet og jeg er ikke rigtig til stede i bilen. Han spørge mig, om det er irriterende at han snakker til mig, hvorefter jeg svarer nej, men at mit hoved bare gør ondt. Han bliver ved med at spørge om jeg har fået hjernerystelse, men jeg ryster igen på hovedet.
Jeg kommer hjem, ind af døren. Jeg er alene hjemme, for familien er til svømmekonkurrence et par timer væk fra McPherson. Istedet er en af familiens venner ovre og passe hundene og huset, sådan at jeg ikke er helt alene – og det skal vise sig at det var rigtigt godt hun var hjemme.
Jeg går ned på mit værelse, og ligger mig på sengen. Jeg sætter min alarm til 15 minutter, og tænker jeg nok vil få det bedre efter 15 minutter hvis jeg lige lukker øjnene. Det gør jeg ikke. Min smerte begynder at tage mere og mere til. Samtidig er det meningen at jeg skal møde på skolen igen kl 5 til aftenens basketballgame. Jeg har så mange smerter at jeg dårligt nok kan rejse mig fra sengen. Jeg ligger bare der og græder i smerter. Jeg prøver at kontakte min veninde som skulle hente mig og min coach, for at informere hende om at jeg ikke kan komme. Mit abonnement på min mobil viser sig at være løbet ud. Med mit amerikanske abonnement skal jeg nemlig fylde op én gang om måneden. Jeg prøver så at tænde min computer, så jeg kan fylde min mobil op. Vores wi-fi er nede, og jeg kommer aldrig i kontakt med nogle.
Jen, som er hende der passer huset, kommer ned på mit værelse lidt over 5, og jeg forklare hende hvad der er sket, og så tror man ellers nok alt er i orden.
Desværre er der bare ingen på skolen der ved hvor jeg er, men de ved at jeg slog hovedet tidligere, så de bliver nærvøse da de ikke kan komme i kontakt med mig.
Det næste jeg kan huske er, at Jen banker på døren til mit værelse og siger “Emilie… the police is here to talk to you”. Politiet står nu på mit værelse, og er blevet sendt hertil af skolen, til at lave et såkaldt health check. De beder mig om at ringe til min værtsforældre, og fortælle jeg er ok, hvilket jeg allerede havde gjort. Politiet fortæller efterfølgende at jeg er okay til skolen, men anbefaler mig at tage på hospitalet.
Kort efter politiet er gået dukker Aleq op hjemme hos mig, for at se om jeg er okay. Og få minutter efter så kommer Olivia og Laynie også. Her blev jeg virkelig bekræftet i hvor skønne mennesker jeg har mødt herovre.
De tager mig så tilbage på skolen, for at snakke med lærerne om hvad vi skal gøre. Vi er der kort tid, og så tager Aleq, Olivia, Laynie, coach, en lærer og jeg videre til hospitalet, hvor jeg bliver undersøget i et par timer. Jeg blev fortalt at jeg aldrig må lægge mig til at sove hvis jeg får hjernerystelse, fordi der kan være indre blødninger der kan være farlige. Omkring kl. 23 kommer jeg hjem og går direkte i seng. Mine værtsforældre var selvfølgelig meget bekymret, fordi de ikke var hjemme. Men jeg får langt om længe lov til at sove og slappe af, og mit hoved gjorde meget ondt de kommende dage. Lægen fortalte også at jeg ikke måtte dyrke sport, så derfor måtte jeg opgive at optræde med Aleq til talentshowet, hvilket var sindsygt ærgerligt, da vi havde brugt så mange timer sammen for at få den her performance sammen.
Jeg er okay nu, men hold da op en oplevelse.

– Kisses from Emilie

 

Lately I’ve been…

Bare et lille indlæg med billeder der beskriver hvad jeg har gået og lavet den sidste måneds tid

Just a little update with some pictures to show what I’ve been doing the last month

12476895_956664354451398_2118836689_o

Skypet med Mutti og Daddy12903441_956664154451418_749669871_o Fået ordnet negle med Olivia12903689_956664507784716_1655736244_oVæret på Starbucks med Laynz og Liv <312903728_956664557784711_256178767_o

Været i Wichita og fejre min 18 års fødselsdag med Laynz og Liv 12903959_956664521118048_1764394442_oSet Aleq performe til skolens talentshow
12914794_956664457784721_1096141486_oSet McPherson blive dækket i røg pga en brand
12914958_956664541118046_353386183_oSpist sushi med familien på min fødselsdag12919562_956664577784709_1542946019_o

Spist pie five pizza med Laynz og Liv12921936_956664491118051_279761819_o

Spist ekstrem lækker Rita’s is med pigerne, og Laynz fik det i håret12922330_956664537784713_384984851_o-2

Blev overrasket af min familie der havde arrangeret kage og sang til en stor velgørenhedsmiddag på skolen12946866_956664531118047_744663183_o

12947026_956664484451385_173678701_o

Fået eyelash extensions12948480_956664174451416_407033690_o

Drukket mere starbucks – cause why not?12948499_956664527784714_1688275282_o

Set film med søde Amy <312948507_956664494451384_1191439804_o

Grædt til The Last Song med Laynz og Liv <3

  • KissesFrome

PROMPOSAL

Prom – årets skolebal – nærmer sig. Det er en kæmpe ting her i USA, og jeg glæder mig helt ekstremt. Det er derudover en tradition at drengene finder sig en prom date, ved at spørge på en eller anden cute måde. Så selvfølgelig er jeg også blevet spurgt. Ikke kun en gang.
Allerførst blev jeg spurgt af en der hedder Noah. Foran hele musical crewet blev jeg hevet til side, og så havde han skrevet på en kage “vil du gå til skolebal med mig?”.
Til at starte med sagde jeg ja, men måtte senere hen skuffe ham og sige nej. Det var lidt svært, for jeg havde det lidt dårligt med det.
Grunden til at jeg måtte skuffe Noah, var fordi jeg også var blevet spurgt af Andrew. Andrew er en udvekslingstudent fra Polen, som jeg har kendt i en del længere tid en Noah, så jeg følte det ville være lidt sjovere at følges med ham. Andrew havde skrevet “prom” med stearinlys udenfor mit hus. Desværre blæste det utrolig meget, så han kunne ikke tænde dem. Men jeg sagde selvfølgelig ja alligevel!

Prom is coming near. It’s a huge thing in America, and I’m so excited. It’s a tradition that the boys asks the girls to go to prom with them, in some cute way. And I got invited too – not only once.
The first one I got asked by was a guy called Noah. In front of the whole Musical crew I was pulled to the side. He had written in Danish “do you want to go to prom with me?” on a big cookie.
To begin with I said yes, but later on I had to disappoint him and say no. It was a bit difficult, because I kind of felt bad for it. 

The reason I said no, was because I got asked by Andrew. Andrew is an exchange student from Poland, and I’ve known him longer than Noah, so I felt like it would be a better choice. In front of my house Andrew had drawn “prom” with candles. He couldn’t light them though, because of the typical Kansas wind. But of course I said yes anyways!

Kisses, Emilie

IMG_2524 IMG_2526 IMG_2903

MUSICAL

IMG_2596 IMG_2602 IMG_2608 IMG_2612 IMG_2619 IMG_2622

Processed with VSCOcam with p5 preset

Processed with VSCOcam with p5 preset

Processed with VSCOcam with p5 preset

Processed with VSCOcam with p5 preset

IMG_2674 IMG_2675 IMG_2676IMG_2682

Som de fleste af jer nok ved, så brugte jeg hele januar og det meste af februar på skolens årlige musicalforestilling. I år var det Thoroughly Modern Millie. Det var en masse uger med grin, dans, sang og nye venskaber. Jeg er så glad for at jeg tilmeldte mig musicalen, for jeg har mødt så mange fantastiske mennesker at kende gennem dette. Min kærlighed for skøre teaterunger vil nok aldrig forsvinde, og det er helt mærkeligt at det nu er slut. Vi havde 3 skønne aftener, hvor vi performede. Foroven kan I se en masse billeder der blev taget, både backstage og på scenen.

As most of you know, I spend whole January and most of February on the school musical. This years musical was Thoroughly Modern Millie. It was a bunch of weeks filled with laugh, dancing, singing and new friendships. I’m so happy I signed up for this musical, because I’ve met so many amazing people through this. My love for crazy Theater kids will never disappear, and it is so weird that the show is over now. We had 3 amazing nights, where we performed. Above is some pictures – both from backstage and at the stage. 

Kisses, Emilie

Super Bowl

NOTE: I’ve decided to do my posts in both Danish and English from now on, since there has been misunderstandings about what I’ve been posting on my blog. I hope I can continue with my life without more drama about my blog now.
Det er efterhånden længe siden, men d. 7. februar fik jeg for første gang oplevet et rigtig amerikansk super bowl – i dagtimerne.
Vi havde vores youth group fra kirken på besøg. Selvom jeg ikke forstår football, så var det alligevel super hyggeligt. Mad og spil fik tiden til at gå stærkt, og højdepunktet i footballkampen var nok at se Lady Gaga performede national sangen.

It’s been a while since I last updated, but on February 7th I finally experienced my first real American Super Bowl – in daytime.
Our youth group from the Church came over to a party. Even though I don’t understand football, I had so much fun. Food and games made time pass by quick, and the best about the football game, for me, was probably to see Lady Gaga performing the National Anthem. 

Kisses, Emilie

IMG_2470 IMG_2473 IMG_2475 IMG_2484

CHEERLEADING: Rally in the Valley

Jeg er endelig tilbage med en masse updates. Jeg lover jer der bliver spammet med nye posts på bloggen nu. Allerførst vil jeg starte med at fortælle om min første cheerleading competition. Det er en konkurrence kaldt Rally in the Valley. Vi tog afsted mandag eftermiddag, hvor vi kørte i rigtige amerikanske skolebusser. Vil altså altid synes de er lidt cool. Selve konkurrencen blev holdt på en high school i Wichita. Det var så fedt, og lidt sørgeligt det er den eneste jeg kommer til at opleve. Det hele var så amerikansk, og man kunne kun være i godt humør. Jeg var meget imponeret af alle cheerleaderne. Jeg ville altså virkelig ønske at vi havde sådan noget i Danmark. Der var også nogle få dansehold der optrådte, men mit generelle indtryk af dansehold på skolerne her er at de er meget meget amatøragtige. Jeg er så glad for, at jeg for en gang skyld valgte at prøve en ny sport, og ikke valgte dans som ellers er min passion hjemmefra.

Kisses, Emilie <3

Processed with VSCOcam with c1 preset

Processed with VSCOcam with c1 preset

IMG_2522 IMG_2512

A letter to the girls that hates me

Having a blog is not always a paradise or a dream. Among all the fans, daily texts, likes and sponsored gifts, comes the haters. The people who simply hates you, for having success in life. Along the past couple of years I didn’t meet these people very often, and it was easy to ignore them since I didn’t know them. They were hiding behind a computer screen somewhere.

When it comes to people you see daily; people you see at school; people you see at work; people you see in your town, that is something completely different.
I remember the first time I dealt with people who didn’t like me. Through whole middle school I did not have any real friends. No one at school liked me – in fact, they hated me. I was called all these names that I don’t even want to mention. I was told that when I grew older, people would be different.

I feel completely stupid for believing that for a short time. As I’ve grown older, I am now 18, I’ve realized, that some people just never change.

Moving to a different country, a different town, a different school without knowing anyone was a big step for me. A step I was so proud of taking. I’ve always been fascinated of traveling and learning about other cultures. Ever since I visited United States for the first time in July 2010, I was in love. In love with this country who had Grand Canyon, Yosemite, gigantic supermarkets with 3 different isles of candy, and friendly people who I had never met asking me “how are you?”. I remember my sister and I, talking about moving here. When we were planning vacations with our beloved parents, we would start yelling “U-S-A-U-S-A-U-S-A”. It was in 9th grade I found out that I wanted to go on an exchange year here.

It was overwhelming getting here, but I couldn’t be more happy and proud of myself for going on this adventure. Along the way I’ve met so many awesome people, but fairytales has villains as well.

A few weeks back, when I finally started hanging out with people, I also started to hear a lot of nasty stuff about me. That what I posted on my blog was “shitty”. Getting met by people who in jealousy hates you without knowing you; people who has never spoken to you; people who think they know you, sucks. It literally sucks. And you start asking yourself, is this really what I want?

To those of you who just hate me
I used to blame myself for you hating me. I used to think that maybe I was the wrong one. All this led into a huge misbelieve in myself, and hating myself. I became this quit person, who was afraid to talk to anyone. I know that I am not perfect, and I make mistakes. But the truth is, I finally learned you didn’t have a reason to hate me. It seems like what annoys you about me is simply the fact that I breath. So if you don’t like what I post on my blog, don’t ever read it, watch it or listen to it. No one will force you to it. Use you life on something different. Something that brings you joy and happiness. Use the gifts that God has given you.

Moving on – because I don’t care anymore
I am sorry if you feel like there’s a reason to hate me, without getting to know me first. However, I will never apologize for being me. I will never apologize for being different than you.  And I will never give up my blog, because of someone else’s opinion. I will no longer let anyone have that control of me.

 

 

SKOLESKYDERI

I går, tirsdag, eftermiddags blev der sendt en besked ud til alle elever og forældre på vores highschool, der varslede om risiko for skoleskyderi – onsdag – i dag. Mange blev selvfølgelig urolige, for det er aldrig noget der er sket på McPherson High School før.
Der var tidligere på dagen blevet fundet en note på drengenes toiletter, hvor en dreng havde skrevet, at han var træt af at blive mobbet og nu ville han have hævn.

Da jeg så kom i skole i morges var skolens parkeringsplads omringet af politibiler, og da vi trådte ind på selve skolen stod politiet også klar med store pistoler og metaldetektorer. Hele stemningen på skolen var så underlig, for pludselig kiggede folk mistænkteligt på alle og enhver. Jeg gik selvfølgelig til time, og i alle mine lektioner manglede vi elever. Over 300 ud af skolens 700 elever havde valgt at blive hjemme, eller var blevet tvunget af deres forældre. I nogle af mine timer måtte læreren aflyse den planlagte undervisning, fordi det var latterligt at undervise så få elever.

Timerne gik, og der skete heldigvis ikke noget skyderi, men hele situationen har sat så mange tanker igang hos mig, og jeg forstår simpelthen ikke hvorfor amerikanerne elsker deres våben så meget, når de gang på gang løber ind i problemer som dette.

Tournament & Cheerleading

IMG_2219 IMG_2221IMG_2213

De sidste 3 dage har vi haft basketballturneringer på skolen. Det har selvfølgelig også betydet cheerleading. Vi har optrådt hver aften, og lørdag aften endte vi med at blive #1 i basket. Os, cheerleadere, overrakte guldmedaljerne til drengene på holdet. Gennem alle tre aftener var stemningen høj, og hver dag var der et nyt tema for elevsektionen. Torsdag var Safari/jungle, fredag var USA og i dag var det white out. Det betyder at alle eleverne klæder sig på efter temaet. Det er helt vildt så meget alle i skolens roundhouse går op i sporten. Folk rejser sig, klapper, råber og buer. Jeg elsker det! Jeg er godt træt efter nogle lange dage nu, og ser frem til at have søndag som en slappe-af-dag

Kisses, Emilie