Lately I've been...

Hjernerystelse & politibesøg

Det er efterhånden et stykket tid siden nu, men d. 19 februar – min første dag som voksen – skulle vise sig at tage en uventet drejning, som jeg gerne vil fortælle jer om i dette indlæg.

Det hele startede da jeg blev fritaget fra mine to sidste timer, fordi jeg skulle øve med cheerleaderne. Det var fredag og det var homecoming aften. Der skulle gøres klar til en stor assembly i skolens gymnastiksal, hvor os cheerleadere skulle optræde med en koreografi, og ellers ville vi hører de nominerede homecoming queens og kings.
Klokken er omkring 2.30 da vi skal øve et stunt “show and go”, hvor jeg bliver kastet op i luften. Det er et meget enkelt stunt, som jeg har gjort førhen uden problemer. Da vi er igang med at øve, går det hele pludselig meget stærkt, og min ene fod smutter ud af Claires hænder, sådan at jeg falder ned sidelæns. Mit hoved rammer hårdt ind i Claires hoved. Hun får næseblod på stedet, mens jeg kun føler smerte nogle få sekunder i det bagerste af mit kranie. Vi fortsætter med at øve, og efter noget tid kommer skolens elever ind og assemblyen går i gang. Vi performer, og jeg kan langsomt begynde at mærke svimmelhed. Da vi så får fri fra skole kl. 3.30 begynder jeg at miste synet. Det er som om det hele spinder rundt og der kommer flimmer ind fra højre side af mit hoved. På det tidspunkt er jeg mødtes med Aleq, som jeg skal optræde sammen med til skolens talentshow dagen efter. Vi skulle danse en moderne duet til Sias “elastic heart”. Jeg fortæller ham, at jeg slog hovedet under et cheerleading stunt, og at jeg derfor bare vil markere dansen fordi jeg ikke er helt på toppen. Han spørger mig så “do you think you have a concussion?”, og på det tidspunkt ved jeg faktisk ikke hvor alvorligt en hjernerystelse kan være, så jeg ryster bare på hovedet og danser videre. Da vi er færdige med at øve kører han mig hjem, og der begynder jeg at få ondt i hovedet og jeg er ikke rigtig til stede i bilen. Han spørge mig, om det er irriterende at han snakker til mig, hvorefter jeg svarer nej, men at mit hoved bare gør ondt. Han bliver ved med at spørge om jeg har fået hjernerystelse, men jeg ryster igen på hovedet.
Jeg kommer hjem, ind af døren. Jeg er alene hjemme, for familien er til svømmekonkurrence et par timer væk fra McPherson. Istedet er en af familiens venner ovre og passe hundene og huset, sådan at jeg ikke er helt alene – og det skal vise sig at det var rigtigt godt hun var hjemme.
Jeg går ned på mit værelse, og ligger mig på sengen. Jeg sætter min alarm til 15 minutter, og tænker jeg nok vil få det bedre efter 15 minutter hvis jeg lige lukker øjnene. Det gør jeg ikke. Min smerte begynder at tage mere og mere til. Samtidig er det meningen at jeg skal møde på skolen igen kl 5 til aftenens basketballgame. Jeg har så mange smerter at jeg dårligt nok kan rejse mig fra sengen. Jeg ligger bare der og græder i smerter. Jeg prøver at kontakte min veninde som skulle hente mig og min coach, for at informere hende om at jeg ikke kan komme. Mit abonnement på min mobil viser sig at være løbet ud. Med mit amerikanske abonnement skal jeg nemlig fylde op én gang om måneden. Jeg prøver så at tænde min computer, så jeg kan fylde min mobil op. Vores wi-fi er nede, og jeg kommer aldrig i kontakt med nogle.
Jen, som er hende der passer huset, kommer ned på mit værelse lidt over 5, og jeg forklare hende hvad der er sket, og så tror man ellers nok alt er i orden.
Desværre er der bare ingen på skolen der ved hvor jeg er, men de ved at jeg slog hovedet tidligere, så de bliver nærvøse da de ikke kan komme i kontakt med mig.
Det næste jeg kan huske er, at Jen banker på døren til mit værelse og siger “Emilie… the police is here to talk to you”. Politiet står nu på mit værelse, og er blevet sendt hertil af skolen, til at lave et såkaldt health check. De beder mig om at ringe til min værtsforældre, og fortælle jeg er ok, hvilket jeg allerede havde gjort. Politiet fortæller efterfølgende at jeg er okay til skolen, men anbefaler mig at tage på hospitalet.
Kort efter politiet er gået dukker Aleq op hjemme hos mig, for at se om jeg er okay. Og få minutter efter så kommer Olivia og Laynie også. Her blev jeg virkelig bekræftet i hvor skønne mennesker jeg har mødt herovre.
De tager mig så tilbage på skolen, for at snakke med lærerne om hvad vi skal gøre. Vi er der kort tid, og så tager Aleq, Olivia, Laynie, coach, en lærer og jeg videre til hospitalet, hvor jeg bliver undersøget i et par timer. Jeg blev fortalt at jeg aldrig må lægge mig til at sove hvis jeg får hjernerystelse, fordi der kan være indre blødninger der kan være farlige. Omkring kl. 23 kommer jeg hjem og går direkte i seng. Mine værtsforældre var selvfølgelig meget bekymret, fordi de ikke var hjemme. Men jeg får langt om længe lov til at sove og slappe af, og mit hoved gjorde meget ondt de kommende dage. Lægen fortalte også at jeg ikke måtte dyrke sport, så derfor måtte jeg opgive at optræde med Aleq til talentshowet, hvilket var sindsygt ærgerligt, da vi havde brugt så mange timer sammen for at få den her performance sammen.
Jeg er okay nu, men hold da op en oplevelse.

– Kisses from Emilie

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lately I've been...